Nyt fra Promus 14. juni 2011

Kære Promus-bruger

Så er pinsen overstået, og det blev med et brag af festival her i byen, da Northside Festivalen, ver. 2.0, løb af stablen på byens nye festivalplads i Åbyhøj. Et kompakt og stramt afviklet program med stor kvalitet fra både danske og internationale artister, et passende antal tilskuere, samt en fin festivalplads med mange muligheder – og herligt tæt på byen – dannede en god ramme for måske en anden måde at tænke festivalkonceptet på i Aarhus. I hvert fald som et supplement til ”storebror” Roskilde, men også som en ny spændende ingrediens til byens i forvejen alsidige musikpalet. Og mon ikke problemer med mad-køer, øl-mangel og andre ”skønhedsfejl” er løst til næste år, hvor der oven i købet er bebudet festival i 3 dage? Det bliver i hvert fald spændende at følge udviklingen.

Men nu til noget helt andet – og mere alvorligt; De korte nyheder fra Promus – 14. juni 2011!

Born Creative-konference..
Udenrigsministeriets Eksportråd sætter i samarbejde med Modezonen, Musikzonen og Computerspilzonen fokus på de kreative branchers muligheder for at co-brande sig på eksportmarkederne på et større seminar i København, fredag d. 17. juni. Læs mere her!

SPOTvibes: Mode og musik i samarbejde!
Den første fredag i juni var der fernisering på fotoudstillingen SPOTvibes. Det skete i butikken Wood Wood i Aarhus, som netop har modtaget en Fashion Award. Læs mere og se billeder her!


Husk også….

Kalle B – den første danske Young Creative Entrepreneur Music Award-vinder – besøger Promus i morgen!
I musikbranchen har man ofte flere kasketter på, og det kan være en udfordring at skifte elegant mellem dem. Den problemstilling tager vi op, når DJ, arrangør, musikentreprenør, marketingchef for musikmagasinet GAFFA og vinder af den britiske Creative Entrepreneur-pris Kalle B kommer forbi Promus, i morgen onsdag d. 15. juni kl. 16:00-18:30. Tilmeld dig nu, hvis du har spørgsmål til en kreativ musikiværksætter.

Arrangementet afsluttes med en uformel fejring af vinderen og afslutning på forårets Creative entrepreneur clubs i Aarhus.


Rock’n’Reel – Filmby Aarhus og Promus går sammen om at uddele 250.000 kr!
Filmbranchen og musikbranchen flirter ofte med hinanden, og et nyt samarbejde mellem Filmby Aarhus, Promus og Den Vestdanske Filmpulje har formaliseret flirten med projektet Rock’n’Reel. Målet med samarbejdet er at støtte produktionen af kunstnerisk interessante musikvideoer skabt af lokale filminstruktører, at promovere filmiske talenter, og at styrke netværket og samarbejdet mellem de to brancher generelt.
Læs mere om Rock’n’Reel, ansøgning og krav m.v. her!

Gynger og karruseller – der er snart ansøgningsfrist for eksportstøtte til pladeselskaber!
Hvad indadtil tabes, skal udadtil vindes! Sådan kunne man godt omskrive et berømt ordsprog. For går det skidt herhjemme, er der jo al mulig grund til at forsøge at øge omsætningen internationalt. Og her kan MXD – Music Export Denmark – måske være til hjælp.
Der er i hvert fald ansøgningsfrist for eksportstøtte til pladeselskaber d. 1. juli, så læs endelig mere her!

Promus’ nye fælleskontorer..
Promus’ fælleskontorer for projektmagere, iværksættere og mindre virksomheder indenfor musikbranchen er flyttet ind i de store åbne og lyse lokaler i stueetagen her i Vester Allé.
Læs mere om lokalerne, priser m.v. her!


Ha’ en fortsat go’ uge..

De bedste hilsner

Jesper Mardahl