nyt fra Promus - 18. december 2012

Kære Promus-bruger

Året rinder på hæld, så lidt status over 2012 er vel på sin plads.

Vi kom i hvert fald godt rundt i de forskellige områder, og havde således fokus på både det tyske musikmarked med Basic Germany, de engelske spillesteder med So - You Still Wanna Tour The UK? og den svenske hitsucces med How To "Beat" The Swedes?. Vi startede vores eget Basic D.I.Y.-kursus, vi fortsatte med musikiværksætterkurset, Basic startup, vi introducerede til musikbranchens forunderlige veje i Music Business For Non-Music Business People, afholdt stort seminar omkring streaming under overskriften To Stream Or Not To Stream - med deltagelse af den danske musikbranche-top, samt Spotify's internationale label-chef. Vi udbyggede vores internationale netværk med partnerskab med Austin Music Office, og sendte en praktikant til Reeperbahn Festivalen i Hamburg - hvilket vi også tilbyder i 2013! Vi afholdte RAW-aftener i Råbar, hvor Søren Sko og John Fogde fra Northside Festival hver især præsenterede nye spændende navne fra den aarhusianske musikscene.

Mentorordningen begyndte at vise resultater - bl.a. med udgivelsen af Asbjørns debutalbum, samarbejdet mellem bookingbureauerne Hide & Seek og Skandinavian, opstarten af Dansk Lyddesign og tysk succes med Postyr Project. Samtidig blev ordningen udvidet med nye mentorer; Andreas Gutjahr fra Resonanz PR i Hamburg, Rasmus Stolberg fra Efterklang og Jim Q. Holm fra Merger Management.

Og så gav vi den "voll-gas" til Music Pitch Germany under SPOT Festivalen, hvor 10 tyske music supervisors, film- og spilproducere mødte danske pladeselskaber, managers og artister til et par timers intensive "speed meetings".

Endvidere var vi en del af Aarhus Kommunes Musiktænketank, der i foråret kom med sine anbefalinger til den fremtidige musikpolitik i byen - og havde da også en lille finger med i spillet, da Aarhus endelig fik sin Arrangør I Aarhus-portal, der skal hjælpe nye arrangører med gode råd og information.

Nå, ja - og så var vi da også repræsenteret på både Eurosonic, MIDEM, Berlin Music Week og Reeperbahn Festivalen - og holdt foredrag under Pop Plan 12 i Bayern.

Vi glæder os til 2013 – og nu til årets sidste nyheder her fra…

Nomineringerne til Tak Rock - en hyldest til Aarhus - er klar!
I sidste uge omtalte vi Royal Unibrews initiativ med en "Tak Rock" - en hyldest til Aarhus-pris på 50.000 kr. til en af byens vigtige ildsjæle, og hvor Promus er med i "dommer-trioen".. Nu er de 5 nominerede fundet!
Se hvem – her: http://www.promus.dk/nyheder.asp?AjrDcmntId=555

Arrangørforhold til debat!

"Vil Aarhus Musikken?" - under denne overskrift, har Gunnar Madsen/SPOT Festivalen, Brian Nielsen/NorthSide og Theis Petersen/Grøn Koncert, skrevet et kritisk, men konstruktivt læserbrev til JP/Aarhus omkring de - til tider - noget specielle forhold, der gør sig gældende for arrangørerne i Aarhus. Debatten kører ..læs brevet og find links til artiklerne her: http://www.promus.dk/nyheder.asp?AjrDcmntId=551

NovemberDecember – ny Promus-mentorit!

Som tidligere nævnt, har Promus fået tilknyttet Jim Q. Holm fra Merger Management i vores mentor-panel. Og første projekt er nu i gang med Aarhus-bandet, NovemberDecembers kommende debut. Læs mere her: http://www.promus.dk/nyheder.asp?AjrDcmntId=554

Tak for 2012 – har du forslag til 2013?

Året rinder på hæld, men vi er selvfølgelig i fuld gang med at forberede aktiviteterne for 2013. Så hvis du som musikaktør i Aarhus har gode indspark til et arrangement, musikbrancheemne eller kursusaktivitet, som du mener vi bør sætte fokus på, så meld gerne op! Læs mere her: http://www.promus.dk/nyheder.asp?AjrDcmntId=556

Musik Aarhus Festival, pladebørs og ikke mindst byens største musikmesse!

Igen i det nye år præsenterer byen det ypperste fra det frodige vækstlag, når Train, Radar og VoxHall for tredje sæson slår dørene op for to weekender i januar spækket med musik. Festivalen udvides også med en stor pladebørs, samt en musikmesse for stort set alle byens musikaktører - fra Grobund til Aarhus Symfoniorkester - præsenterer sig! Læs mere her: http://www.promus.dk/nyheder.asp?AjrDcmntId=552

Og så lige de korte…

MUMA – Music Management-uddannelsen på Det Jyske Musikkonservatorium – tjek infomøde og ansøgningsfrist!

Mange drømmer om en karriere indenfor musikbranchen, men hvad er det lige, man skal kunne for at starte et bookingbureau, et publishingselskab, et label, planlægge en festival, karrierebooste et orkester som manager eller udvikle helt nye bæredygtige tiltag indenfor musikbranchen? MUMA-uddannelsen ved Det Jyske Musikkonservatorium, som Promus samarbejder med, kan hjælpe dig videre i karrieren. Læs mere her: http://www.promus.dk/nyheder.asp?AjrDcmntId=542

Arrangør i Aarhus – ny portal for alle, der ønsker at lave arrangementer i Aarhus!

Så lykkes det! Aarhus har fået en samlet portal, der skal gøre det nemmere for arrangører at finde rundt i kringelkrogene omkring tilladelser, myndigheder og arealer, når man laver koncerter i byen. Portalen har fået navnet, "Arrangør i Aarhus" og er i luften nu! Læs mere her: http://www.promus.dk/nyheder.asp?AjrDcmntId=540


Ny fast dato for ansøgninger til MXD – Music Export Denmark!

Femten, fünfzehn, fifteen, quinze, quince, viisitoista, femton - ja, kært tal har mange navne.. for 15 er tallet du skal huske fremover, når du søger eksportstøtte fra MXD - Music Export Denmark. Læs mere om støttemuligheder m.v. her: http://www.promus.dk/nyheder.asp?AjrDcmntId=541