Nyt fra Promus 29. august 2011

Kære Promus-bruger

August bliver til september, byen er ramt af Festugen, sæsonen skal i gang – og som sædvanlig er vi her igen med et par nyheder. Listen er også i denne uge lang, men absolut læseværdig – så husk at scrolle helt ned ;-)

Kom og mød dit spillested!
Hvis du nogensinde har ønsket at stable en koncert på benene med dit eget band eller andre, har du sikkert også overvejet hvad der skulle til for at få lov at holde den på et af de store, regionale spillesteder. Det prøver vi nu at give svar på, når vi mandag d. 26. september inviterer Bjarke Svendsen (Atlas) og Alexander Nitze (Train, MiskMask m.m.) til en snak om arbejdet som arrangør, hvordan det skal gribes an, logistik, muligheder, myndigheder, tilladelser osv. Samtidig opfordrer vi alle deltagerne til at komme med nye idéer til arrangementer og koncepter for fremtidens spillesteder.
Læs mere om "Kom og mød dit spillested" her!

Mød ugens Promus-profil!
Der er efterhånden ved at være godt fyldt op i Promus’ fælleskontorer, der huser en række af byens nye musikentreprenører. Samtidig kommer der flere og flere brugere af huset på den ene eller den anden måde.
Vi vil derfor i den kommende tid sætte fokus på denne nye generation, og starter nu en mindre portræt-række under overskriften ”Ugens Promus-profil”.
Den første, vi sætter spot på, er Christoffer Immanuel fra arrangørgruppen Culture Works, der i sidste uge leverede Sommer.Chillout.Aarhus-arrangementet i Rådhusparken i Aarhus med over 2.000 glade gæster.

CKO – Center for Kultur- og Oplevelsesøkonomi – inviterer til workshop for iværksættere i Promus
Alle kreative iværksættere inviteres nu til at deltage i Creative Business Cup – dysten på gode forretningsidéer om titlen som landets bedste iværksætter fra de kreative erhverv. Som optakt er Promus med til at afholde en gratis workshop.

Lyden af sensommer – i aften!
Under overskriften ”Lyden af sensommer” sætter arrangøren Rune Finseth gang i vores RAW Music-initiativ, når han præsenterer Pil & Liv, Shanghai Lulu og Hanna Von Bergen på scenen i Råbar, d. 29. august, kl. 20:00. Det er allerede i aften, og vi ser meget frem til et stemningsfuldt arrangement!

Vil du starte egen virksomhed i musikbranchen – så meld dig til Basic startup nu!
Vi vil gerne styrke de ”nye musikentreprenører” og sikre nye bæredygtige virksomheder i Aarhus-området. Derfor skyder vi nu iværksætterkurset Basic startup i gang, hvor du får kompetent hjælp til at få din musikvirksomhed realiseret. Husk der er ansøgningsfrist 1. september!
Læs mere om Basic Startup her!

Kom til YCE – Young Creative Entrepreneurs Club-møde, tirsdag d. 13. september
Fra idé til forretning: Mød bl.a. Siân Prime, der gennem sit arbejde for NESTA (National Endowment for Science, Technology and the Arts) og som kursusleder for MA i Creative and Cultural Entrepreneurship på Goldsmiths, University of London, har forsket i, hvordan kreative mennesker forholder sig til entreprenørskab. Til dette arrangement i Creative Entrepreneur Club Aarhus vil Siân præsentere et konkret sæt værktøjer, som kan hjælpe med at komme den svære vej fra idé til forretning.


Og nyhederne i øvrigt, både de skæve og de mindre skæve…

Northside med pæne tal…
Northside Festivalen, der jo løb af stablen for anden gang her i Aarhus i juni, og bl.a. havde store navne som The Streets, Band Of Horses, Suede, Elbow og White Lies på plakaten, har netop offentliggjort en publikumsundersøgelse, der er foretaget af analyseinstituttet Epinion. Stor tilfredshedsfaktor – og en masse penge tilbage til byen, er nogle af de resultater, der fremhæves.

Flere penge til ”tyskerne”!
I lyset af efterhånden at være solid platform for en lang række danske bands og solister i vores store naboland, har Kulturministeriet bevilliget ekstra midler til MXD – Music Export Denmark – til at forstærke aktiviteterne i verdens 3. største musikmarked. Så hvis du arbejder med bands eller projekter, der fokuserer på det tyske marked, så læs videre om de nye tiltag og støttemuligheder her

Prominente gæster i Promus!
Som nævnt i indledningen er Aarhus jo ramt af den årlige festuge. Det betyder en masse musik, underholdning, teater, gadefest og gøgl – i år under temaet ”Skønne fejl – og andre lykketræf”. En af de efterhånden faste tilbagevendende aktiviteter er The Medium Rare Sessions, hvor det aarhusianske band, The DeSoto Caucus, agerer backing for en række danske og internationale gæstesolister – i år for bl.a. Mark Lanegan, M. Ward og Howe Gelb, Jason Lytle og Charlie Sexton. Disse koncerter skal jo øves og forberedes, og derfor huserer The DeSoto Caucus og førbemeldte stjernerække i vores store A-lab på toppen af Atlas i disse dage, der med gode lydforhold og sin centrale beliggenhed, danner en fast ”hjemmebane” for hele holdet.

À propos! Kom til Aarhussamtaler med Howe Gelb & Charlie Sexton til halv pris!
Og mere Howe Gelb og Aarhus Festuge! Festugen giver nu Promus’ brugere mulighed for at komme til et spændende musikermøde, når Howe Gelb og Charlie Sexton – med Mojo-journalisten Andrew Fyfe ved roret – kaster sig ud i temaet ”Fejl i musik” – oven i købet til halv pris! Seancen finder sted på Canblau i Klosterport, Aarhus, onsdag d. 31. august fra kl. 21:00 – og samtalerne afsluttes med en koncert med spanske A Band Of Gypsies.

KODA afholdt dialogmøde for musikbloggerne
På baggrund af et initiativ fra den aarhusianske musikblog, Wonders Make Joy, der var kommet i klemme i forhold deres brug af musik på sitet, indkaldte KODA til dialogmøde med de danske bloggere. Mødet fandt sted i fredags, og allerede nu er der kommet konkrete initiativer og planer til at forbedre vilkårene for bloggerne – og samtidig sikre en vis betaling for musikken.
Læs mere her: http://www.koda.dk/nyheder/article/kodas-blog-politik-aendres/

Få pladser tilbage til JazzDanmarks stormøde i Promus!
Der er nu kun få pladser tilbage, når JazzDanmark indkalder alle jazzinteresserede, jazzmusikere og jazzprofessionelle i Aarhus-området til stormøde, der bl.a. byder på foredrag fra den engelske internetguru og forfatter, Andrew Dubber.

Rock’n’Reel ruller stadig!
Før sommer lancerede Filmby Aarhus, Shareplay, Promus og Den Vestdanske Filmpulje projektet Rock’n’Reel, hvor unge håbefulde instruktører kan ansøge om tilskud til musikvideoproduktion. Indtil videre er der tildelt støtte til When Saints Go Machine, men der er stadig midler i kassen, så læs endelig videre om mulighederne for tilskud, betingelser m.v. – her!


Happy Birthday – der er penge i det…!
Det bliver sagt igen og igen – men kan ikke siges nok; Hvis du er sangskriver, så husk altid at registrere dine sange hos KODA, eller via din publisher.
Vi faldt over følgende lille historie via sitet Artist House Music, der meget enkelt fortæller hvorfor. Det handler om sangen vi alle kender - nemlig ”Happy Birthday” . Sangen er skrevet af to amerikanske søstre, og den er registreret i 1933 formedelst 35,- $. Men selv så mange år efter genererer den stadig en betragtelig indtægt. Således har den årligt kastet små 2 millioner $ af sig siden 1996, og har i alt indtjent over 45 millioner $ - altså en lille kvart milliard! Så husk det nu;-)

Det var det – fortsat god uge….