31. januar 2011

Kære Promus-bruger

Så er det slut med palmer og solskin for denne gang, så efter et par hektiske dage i det sydfranske, har vi nu kastet os over tasterne til ugens nyheder og info…

Promus & British Council
Som tidligere nævnt, har vi indledt et samarbejde med British Council om at hente spændende og relevante engelske aktører til Aarhus.
Vi lagde ud før jul med Nikhil Shah, der er stifter af mixcloud.com, og i sidste uge var vi med til at præsentere arrangementet med Gavin Weale fra Livity og Live Magazine i London, der fandt sted på rådhuset i Aarhus.
Flere arrangementer er på vej, men indtil videre kan du læse mere om arrangementet med Gavin Weale her: http://www.promus.dk/nyheder.asp?AjrDcmntId=189

Promus – forår 2011
Vi arbejder p.t. for fuld skrue på at få tilrettelagt vores aktiviteter her i foråret, og indtil videre er følgende aktiviteter i kalenderen:


Music supervision, publishing m.v.
Vi samler en række af branchens nøglespillere til en aften, hvor der bliver sat fokus på forholdene omkring sync, publishing, music supervision m.v. Arrangementet er en del af vores aktiviteter omkring sangskrivernetværket i Aarhus, men er selvfølgelig åbent for alle Promus’ brugere.

Tirsdag d. 22. februar, kl. 19:00 – Promus, Vester Allé 15 – Aarhus. Tilmeld dig her: http://www.promus.dk/kalendervisning.asp?AjrDcmntId=192


Basic digital..
Streaming, download, cloud m.v. – der er ingen tvivl om, at fremtidens musikdistribution kommer til at foregå med “nuller og et-taller”, men hvordan hænger det sammen teknologisk, rettighedsmæssigt og økonomisk? Det prøver vi at få lidt klarhed over, når vi samler et par eksperter på området, der forhåbentlig vil kaste et klarere lys over begreberne.

Tirsdag d. 8. marts, kl. 19:00 – Promus, Vester Allé 15 – Aarhus. Tilmeld dig her: http://www.promus.dk/kalendervisning.asp?AjrDcmntId=190


Basic Spot, MXD & ROSA
Aarhus lægger for 17. gang by til landets vel nok vigtigste showcase/musikbranchefestival med internationalt tilsnit, når branchefolk og publikummer fra nær og fjern mødes i weekenden 27.-28. maj for at tage pulsen på den danske og nordiske musikscene. Festivalen arrangeres af ROSA – Dansk Rock Samråd og MXD – Music Export Denmark. To organisationer, der hver især arbejder målrettet for udbredelsen af dansk rock – både herhjemme og internationalt. Så hvis du som booker, manager, pladeselskab eller band ønsker at vide mere om Spot Festivalen og de øvrige aktiviteter og muligheder, som både ROSA og MXD tilbyder, så kom og hør nærmere, når Gunnar Madsen (ROSA) og Thomas Rohde (MXD), tirsdag d. 5. april, lægger vejen forbi Promus for at fortælle mere om deres arbejde.

Tirsdag d. 5. april, kl. 19:00 – Promus, Vester Allé 15 – Aarhus. Tilmeld dig her: http://www.promus.dk/kalendervisning.asp?AjrDcmntId=193

Flere aktiviteter er i støbeskeen, så hold øje med promus.dk og nyhedsbrevene…


.. og husk så!

Basic live
Livescenen har altid været en af de vigtigste platforme for formidlingen af musikken. Det er her der bliver skabt oplevelser og nærvær - hvad enten det er på klubber, spillesteder, festivaler, ydmyge barer - eller til mega-events. Men hvordan er den skruet sammen rent professionelt? Brian Nielsen fra bookingfirmaet Skandinavian vil gi' en basal indføring i de primære arbejdsområder indenfor booking, agenter, promotere, arrangører, festivaler m.v.

Basic Live finder sted i Promus tirsdag d. 8. februar kl. 19:00 – indgang via Råbar fra 18:30!

Læs mere og tilmeld dig her: http://www.promus.dk/kalendervisning.asp?AjrDcmntId=48


Musikparlamentet debatterer..
Musikparlamentet inviterer til debat om den aarhusianske musikscene, og har sat nogle af byens centrale kulturpersoner stævne på Råbar:

- Henning Winther (Kunstrådet og Aarhus Took it)
- Asger Christensen (Kellermensch, All Products Made Nice, Aarhus Lydstudie)
- Trevor Davies (Kulturhovedstad 2017, tidligere generalsekretær for Aarhus Festuge)
- Brian Nielsen (Skandinavian, Northside Festival, Arrangørgruppen Aarhus)

Gunnar Madsen (ROSA) er moderator.

Debatten er som altid omkranset af to koncerter, denne gang med den århusianske Mimas-forsanger Snævar Albertssons soloprojekt, Dad Rocks! - og Pil & Liv. Debatten løber af stablen, onsdag d. 2. februar, kl. 19:00, Råbar/Promus – Vester Alle 15, Aarhus – indgang fra å-siden!
Læs mere her: http://www.musikparlamentet.dk/category/mp-arhus

Ansøgningsfrister kulturudviklings- og arrangementspuljen 2011 – Aarhus Kommune.
Husk der er frist for ansøgninger til Aarhus Kommunes kulturudvekslings- og arrangementspuljer, i morgen tirsdag d. 1. februar 2011.

Læs mere her: http://www.promus.dk/kalendervisning.asp?AjrDcmntId=150


Fortsat go’ uge…

Bedste hilsener
Jesper og Anne