Nyt fra Promus - 6. juni 2011

Kære Promus-bruger

Med et herligt helligdags-afbræk i bagagen, er vi i gang igen – og ugen starter selvfølgelig med lidt nyt herfra!

Kalle B – den første danske Young Creative Entrepreneur Music Award-vinder – besøger Promus!
DJ, arrangør, musikentreprenør og marketingchef for musikmagasinet GAFFA Kalle B blev den første dansker, der vandt den britiske Young Creative Entrepreneur Music Award. Prisen uddeles af British Council, og blev i Danmark uddelt i samarbejde med Promus. Kalle B vandt prisen for Stella Polaris og Night Music Gallery-konceptet, og præmien bød på en tur til den engelske branchefestival, The Great Escape, hvor han bl.a. fik lejlighed til at præsentere idéen bag Stella Polaris og Night Music Gallery for britiske branchefolk. Kalle B kommer forbi Promus, onsdag d. 15. juni kl. 16:00-18:30, så det er nu, du skal tilmelde dig, hvis du har spørgsmål til en kreativ musikiværksætter eller til udbyttet af at deltage på en stor engelsk branchefestival!
Læs mere om arrangementet og tilmelding her!

Der går stadig ikke godt for pladebranchen…
IFPI – pladebranchens internationale interesseorganisation – har netop offentliggjort tallene for det danske musikmarked i 2010. Og på trods af en pæn fremgang på det digitale salg herhjemme, blev det alligevel til en nedgang på 68 millioner i musikomsætningen mellem 2009 og 2010 – fra 535 millioner til 467 millioner! Fokus for IFPI er nu at sikre bedre vilkår for flere digitale musiktjenester herhjemme. Læs mere her!

Gynger og karruseller – der er snart frist for eksportstøtte til pladeselskaber!
Hvad indadtil tabes, skal udadtil vindes! Sådan kunne man godt omskrive et berømt ordsprog. For går det skidt herhjemme, er der jo al mulig grund til at forsøge at øge omsætningen internationalt. Og her kan MXD – Music Export Denmark – måske være til hjælp.
Der er i hvert fald ansøgningsfrist for eksportstøtte til pladeselskaber d. 1. juli, så læs endelig mere her!


Reminder:

Rock’n’Reel – Filmby Aarhus og Promus går sammen om at uddele 250.000 kr!
Filmbranchen og musikbranchen flirter ofte med hinanden, og nu er flirten formaliseret i Rock’n’Reel, der er et nyt samarbejde mellem Filmby Aarhus, Promus og Den Vestdanske Filmpulje. Målet med samarbejdet er at støtte produktionen af kunstnerisk interessante musikvideoer skabt af lokale filminstruktører, at promovere filmiske talenter, og at styrke netværket og samarbejdet mellem de to brancher generelt.
Læs mere om Rock’n’Reel, ansøgning og krav m.v. her!

Promus’ nye fælleskontorer..
Promus’ fælleskontorer for projektmagere, iværksættere og mindre virksomheder indenfor musikbranchen, er flyttet ind i de store åbne og lyse lokaler i stueetagen her i Vester Allé.
Læs mere om lokalerne, priser m.v. her!

…og så lige til sidst!

At krisen stadig kradser alvorligt i pladebranchen fik næsten halvdelen af medarbejderne på landets største uafhængige pladeselskab, MBO, desværre at mærke i sidste uge. MBO, der bl.a. tæller selskaber som Copenhagen Records, RecArt, Good Songs og Copenhagen Music, kom ud af regnskabsåret 2010 med et underskud på 38 mio. efter skat, og det har betydet en kraftig opstramning af virksomheden med fyringer og lukning af afdelingen i Aalborg. Og til at få selskabet tilbage på ret kurs har man nu fået den tidligere direktør og næsten legendariske plademand, Michael Ritto, tilbage i chefstolen. Om det så er nok, må tiden jo vise.

Pladeselskaber er ikke hellige køer, og de kan aldrig være bedre end hvad deres forretningsmodel og deres artister kan præstere. Men det er jo altid trist når en masse mennesker mister deres arbejde, for derved risikerer branchen at miste værdifulde kompetencer. Og kompetencer er der mere end nogensinde brug for hvis vi skal sikre både produktion, talentudvikling, netværk, nye forretningsområder og internationale satsninger fremover. Så lad os krydse fingre for, at MBO som en af de store aktører herhjemme klarer krisen – der er brug for alle kræfter!

Ha’ en fortsat go’ uge..