Promus nyheder
10.10.22:
5.3.22:
26.10.17:
14.12.15:
28.10.12:
21.8.12:
2.1.12:
28.11.11:
20.6.11:
24.1.11:
3.1.11:
22.12.10:
24.11.10:
22.11.10:
27.9.10:
29.4.10:
29.4.10:

Promus - år 1!

Det er ikke fordi vi vil være "majestætelige", og der er ingen hilsner til søens folk, og dem syd for grænsen. Alligevel vil vi, som det jo sig hør og bør, lige kaste et blik på året der gik: et begivenhedsrigt og travlt år - Promus' første år "i luften".

Promus' vision er at samle viden og innovation, netværks- og vækstlagsarbejde indenfor det århusianske musikmiljø under ét tag. Målet er at styrke og ruste de forskellige aktører til de store udfordringer, musiklivet står overfor i fremtiden. Dette har vi udmøntet i vores såkaldte "mission statements", der i al sin enkelhed lyder:

- at være samlingssted for byens musikliv – både virtuelt og fysisk
- at være med til at facilitere musikbranchen i byen, og knytte aktørerne tættere sammen i netværk
- at være med til at professionalisere og støtte vækstlaget i byen gennem mentorordning, kursusvirksomhed og vidensdeling
- at være med til at styrke musiklivets synlighed og relationer til musikbranchens aktører nationalt og internationalt
- at være med til at gøre Aarhus attraktiv for nye udefrakommende aktører indenfor musikbranchen.

Sådan gik der et år
For præcist et år siden var det hele en små-kaotisk byggeplads, men med nedenstående resultater efter det første år, føler vi nu alligevel, at vi er kommet meget godt ud af starthullerne og også kan sætte et par flueben i ovenstående ambitioner.

Fælleskontorerne startede op i april, og er blevet til den vækstlagsrede, som vi håbede på. I dag har vi 16 arbejdsstationer der p.t. huser pladeselskaberne Kanel Records, Idiotsikker Records og Peacock Records, bookingbureauerne Hide & Seek, Ramogens Management og Broken City, Musiktidsskriftet Geiger og Musikparlamentets og Crunchy Frogs Aarhus-afdelinger.

Promus.dk gik også i luften i foråret og opdateres løbende med relevante nyheder og informationsmateriale til musikbranchens aktører. Endvidere huser siden ca. 300 profiler på byens musikaktører, og er dermed på vej til at blive "de gule sider" over musikbranchen i Aarhus.

Mentorordningen, hvor en række af musikbranchens "tunge" aktører stiller deres ekspertise og erfaring til rådighed for vækstlaget, kom også godt fra start. En lang række spændende talenter har fået råd og vejledning, og ordningen kører styrket videre i det nye år.

Vores arrangementsvirksomhed startede op i det tidlige efterår med vores Basic-kurser omkring arbejdsfunktionerne indenfor management, pladeselskab og publishing, og vil fortsætte i det nye år med fokus på andre relevante områder indenfor musikbranchen.
Endvidere blev det til en række arrangementer med spændende foredrag fra bl.a. event- og kommunikationsrådgiver Christian Have, et mini-seminar om de nye sociale netværk samt et internationalt islæt i form af et seminar i samarbejde med British Council, hvor Nikhil Shah - stifter af Mixcloud.com - var på besøg.

Produktionslaboratorierne åbnede også dørene i efteråret og har bl.a. været brugt til produktionssessions af en af række af byens upcoming talenter, fungeret som øvebase for orkestret DeSoto Caucus i forbindelse med deres koncerter under Århus Festuge, hvor de præsenterede en række spændende solister - bl.a. højaktuelle Agnes Obel, Howe Gelb og Mark Lanegan - og som opstartsbase for det malinesiske hip hop-band, Diata Sya, i forbindelse med deres Europa-turné.

Ambitionen om at skabe netværk og interessefællesskaber for byens aktører, er også kommet godt fra start. Således faciliterer Promus bl.a. Arrangørgruppen Aarhus der tæller en lang række af byens primære arrangører - bl.a. Spot Festival, Danmarks Grimmeste Festival, Northside Festival, spillestederne VoxHall, Atlas, Musikcaféen, Studenterhuset og Train, samt Musikhuset Aarhus, Muskelsvindfonden og Tivoli Friheden. Hovedformålet er at få skabt mere enkle og bedre forhold for byens arrangører - bl.a. via en "One-Stop-Shop"-løsning, der kan koordinere og vejlede arrangørerne overfor myndigheder m.v. - og som et led i dette arbejde fik Promus i november udarbejdet en "mini-pengestrømsanalyse", der bl.a. viste en betydelig økonomisk sidegevinst for byen, når der er koncerter og arrangementer. (læs hele rapporten her! )

Endvidere er der netværk under opstart for byens sangskrivere og producere, og for de mindre musikforeninger som Aarhus Bluesforening, Ljud og Sunship.

I arbejdet med at skabe eksterne og internationale netværk, samarbejder Promus bl.a. med Musikzonen og Musikparlamentet i København, vores "norske søster" Brak i Bergen, samt Austin Music People i Texas, USA.
Desuden besøgte vi Popkomm i Berlin og MaMa i Paris i efteråret, og her i det nye år pakker vi snart "turbussen" og kører ned til den store europæiske showcase-festival, Eurosonic, der finder sted i Groningen i Holland. Vi vil også være repræsenteret på MIDEM og South by Southwest/SXSW i hhv. Frankrig og USA.

Sidst - men ikke mindst - fik vi også startet caféen i Promus, der nu kører under navnet Råbar; byens første 100% raw-food café.

På falderebet vil vi gerne takke alle vores brugere og samarbejdspartnere og desuden opfordre til at informere alle I kender om Promus og de af Promus' aktiviteter, som de kunne have interesse for.

Vi glæder os til at komme i gang med 2011!