Promus nyheder
26.10.17:
14.12.15:
28.10.12:
21.8.12:
2.1.12:
28.11.11:
20.6.11:
24.1.11:
3.1.11:
22.12.10:
24.11.10:
22.11.10:
27.9.10:
29.4.10:
29.4.10:

En lille nytårshilsen og lidt ”året der gik” fra Promus;-)

2020 bliver et af de år, som vi nok aldrig glemmer – og desværre ikke for det gode. For aldrig har vores musikliv og branche været så udfordret som i det år, der nu heldigvis snart er slut. Et helt årshjul af aktiviteter blev godt og grundigt punkteret for rigtig mange musikere, teknikere, branchefolk og alle de mange andre, der får hele menageriet til at køre rundt.
Vi håber derfor, at tingene vil begynde at lysne nu, og at det store hjul vil komme til at rulle igen i 2021.

Fra vores bord blev det også et mærkeligt år. Først og fremmest selvfølgelig med aflysningen af SPOT Festival og dermed også SPOT+, som vi jo har det store privilegie at producere i samarbejde med netop SPOT og MXD, samt en lang række af branchens øvrige aktører og organisationer. Nedlukningen betød også, at vores årlige ”Music Cities Network: artists-in-residency”-samarbejde med Aarhus Volume, måtte aflyses. Dernæst måtte vi også aflyse og udskyde (og aflyse igen) en lang række af vores faste ”fysiske” aktiviteter.

Men ZOOM blev et redskab, der, trods alt, kunne erstatte visse ting. Således kunne vi rykke en del af vores SPOT+ aktiviteter online og gennemførte fem music supervisor-sessions, og senest har vi også gennemført vores speed-meetings, ”Meet The Talent” og ”Meet The Music Publishers”, online.

Inden den første nedlukning nåede vi da at gennemføre vores 7. omgang Promus Publishing Academy, samt en række masterclasses med fokus på online-markedsføring og pressearbejde. Og inden den nuværende anden nedlukning nåede vi at afholde en større debataften; ”Topmøde om kunststøtten til rytmisk musik i Danmark”, samt en masterclass i samarbejde med DPA hvor vi fik besøg af produceren Emil Falk og sangskriveren Viktoria Siff.

Music City Aarhus 2022-foreningen blev stiftet i januar, og siden har bestyrelse og sekretariatet arbejdet benhårdt på at få sat det store musikbyår på skinner. Kommunen bevilligede 5 millioner til opstarten og Promus har fået det administrative ansvar for projektet. Så der bliver rigeligt at se til i 2021.

Vi fik også kørt en række Music City Talks-sessions med Carsten Holm som vært, og her fik han bl.a. besøg af Aarhus-borgmesteren, Jacob Bundsgaard, guitaristen og bassisten Per Chr. Frost, samt hele tre aftener med fokus på musikscenen i Aarhus i 90’erne, 0’erne og 10’erne.

Music Legacy 2017-pulje blev uddelt til en række spændende arrangementer fra SunShip, Nebula, Aarhus Lydkunst Festival, Tape, Sound of X og det turkise telt, og da SPOT+ blev aflyst, initierede vi Support Your Local Artist-puljen i samarbejde med Fonden Voxhall.

Support Your Local Artist-puljen uddelte tarif-klip til musikere, der lavede arrangementer i baggårde og andre steder, hvor Covid-restriktionerne ikke spændte ben. Det gav en række spændende og alternative arrangementer fra Anna Jalving, Bovién & Dixgaard, Faratuben, Lydenskab, Mek Falk, Mia Ghabarou, Nevasta's Voice, ZAAR & Øyuun!

I samarbejde med ROSA, SPOT Festival, Aarhus Kommune og en lang række kulturinstitutioner, var vi med til at producere de Musikalske Postkort hvor ti Aarhus-solister og bands sendte ”musikalske postkort” fra bl.a. ARoS, Den Gamle By, MoMu, Godsbanen, Institut for X og Sydhavnen. Hilsnerne kom fra Gurli Octavia, Who Killed Bambi, Kh Marie, Baest, I$waal, Athletic Progression, Josephin Bovién, Rigmor, Svaneborg Kardyb og Total Hip Replacement – ti indslag, der viser den store bredde og talentet i byen lige nu.

Mentorordningen, der er en af hjørnestenene i vores arbejde, fik en række nye projekter på banen i 2020. Lige nu får manageren for bandet Undertekst, Jacob Mejer, mentorhjælp fra Heartbeat Management. Det nystartede management, Anything But Management, samarbejder nu med Nicolai Winther, der er manager for Iris Gold og Alexander Oscar, omkring opstarten af deres virksomhed, og det nye unge lovende talent, IOMFRO, får et mentorforløb med managementet, Moody Mongoose.

I det hele taget er samtaler og sparring med bands og solister – og nye branchefolk - et vigtigt område for os, så her er døren – eller rettere ZOOM – altid åben.

Music Cities Network – det internationale samarbejde mellem en række musikbyer primært i Europa som vi var medstifter af for år tilbage – fik også gang i en række nye spændende tiltag. I juni fik vi tildelt 86.000 € til et nyt kompetenceforløb for såkaldte ”young music business professionals” med titlen; European Music Business Task Force, der skal starte i forbindelse med SPOT i 2021. Projektet går ud på at lave en hvidbog med råd til en styrket indsats overfor eksport af mere europæisk musik til det europæiske marked.

Music Cities Network tæller nu musikbyerne Bergen, Berlin, Groningen, Hamburg, Manchester, Nantes, Reykjavik, Sydney – og Aarhus. Göteborg banker også på, så vi håber at kunne byde dem velkommen i 2021.

Ellers bød året på en række andre spændende aktiviteter – bl.a. med The Animation Workshop hvor vi arrangerede et netværksmøde mellem animationsproducenter og producere og komponister.

Den nye Musikerhvervspulje i Aarhus Kommune hvor musikiværksættere kan søge støtte til nye tiltag i musikbranchen i Aarhus, har vi også været med til at udvikle, og vi er p.t. i gang med at gennemlæse første ansøgningsrunde, og håber da at kunne løfte sløret for et par vinderprojekter først i det nye år.

Samarbejder er meget vigtige for os, og igen i år havde vi et stærkt og frugtbart samarbejde med en lang række af branchens aktører; SPOT Festival, MXD, Musikforlæggerne, DPA, DJBFA, Koda, Creative Hub og Korma i Aalborg.

Så på trods af den forbandede Covid-19-djævel, blev 2020 næsten ”business as usual”.

Vi ønsker jer alle at fantastisk nytår og glæder os til flere spændende aktiviteter og samarbejde i 2021.