Promus nyheder
26.10.17:
14.12.15:
28.10.12:
21.8.12:
2.1.12:
28.11.11:
20.6.11:
24.1.11:
3.1.11:
22.12.10:
24.11.10:
22.11.10:
27.9.10:
29.4.10:
29.4.10:

YouTube vs. Indies… Take or leave it – part II

Konflikten mellem YouTube og de uafhængige pladeselskaber spidser til efter det kom frem at "giganten" simpelthen truer med at fjerne musikvideoer fra kanalen hvis selskaberne ikke indgår aftale omkring den YouTubes kommende streamingtjeneste, Music Pass, på YouTubes betingelser.
Men udover den noget ”bølleagtige” fremfærd, hvad er så op og ned i sagen? På baggrund i den sidste tids skriverier i de internationale musikbranchetidsskrifter og websites, har vi prøvet at skære sagen lidt ind til benet.

Som tidligere omtalt her på siden, verserer der en heftig debat i tiden i forbindelse med den kommende nye streamingtjeneste, Music Pass, fra Google-ejede YouTube. Udgangspunktet for balladen går i al sin rørende enkelthed ud på, at YouTube har spændt tommelskruerne på overfor de uafhængige pladeselskaber, og har meddelt, at deres betingelser for at indgå aftaler om licensering af selskabernes udgivelser til den nye tjeneste er; take it or leave it!!

Denne noget besynderlige "forhandlingsetik" fra YouTubes side har selvfølgelig ført til heftige udtalelser fra de uafhængige pladeselskabers interesseorganisationer, her i blandt selvfølgelig også DUP/Danmarks Uafhængige Pladeselskaber (læs mere her! )

I sidste uge blev den heftigt omtalte kontrakt fra YouTube ”lækket” på diverse medier, hvilket vakte en del opsigt, da den slags aftaler normalt er det man kalder NDA’s – Non-Disclosure Agreements – d.v.s. aftaler der IKKE må offentliggøres. Men sitet Digital Music News slap den – (læs den her: http://www.digitalmusicnews.com/permalink/2014/06/23/fk-heres-entire-youtube-contract-indies

Den kræver selvfølgelig noget nær en PhD i aftaleret at læse den, men der i hvert fald et par ganske interessante forhold, som bl.a. det ansete tidsskrift, Billboard, omtalte det i en artikel forleden.
1. YouTube betaler ”kun” 65,5% af indtægterne videre til rettighedshaverne (labels/publishers). Spotify, iTunes, Deezer, Rdio m.fl., betaler 70%.
2. YouTube opererer med en såkaldt negativ ”most favored nation”-clause. Begrebet ”most favored nation” betyder i al sin rørende enkelthed, at alle skal stilles lige i en aftale mellem flere parter. Får part A x-antal kroner og ører, skal part B ha’ det samme. I YouTubes ”version”, betyder det, at hvis eks. et label tilbyder en lavere royaltysats end hvad der måtte være indgået med øvrige labels, så skal alle afregnes med den lavere royaltysats.
3. YouTube forbeholder sig ret til ikke at udbetale royalty fra deres reklamefinansierede del af den kommende service. Det betyder, at kun de videoer, der har reklamer før visning, vil blive afregnet. Spotify, og øvrige med en annoncefinansieret ”freemium”-ordning, indregner alle reklameindtægter i en samlet afregningspulje herfra. Argumentet fra YouTube er, at for mange reklamer vil skræmme folk væk (!?)

Og ja, så skal vi jo heller ikke glemme hele udgangspunktet for miséren; Altså acceptér vores betingelser, eller vi fjerner dit indhold, video m.v. fra YouTube og lukker din kanal!

Og det er jo den fremfærd, der vækker både undren og forargelse. Royaltysatser, udnyttelse af rettigheder og alle de andre elementer, som udgør en forretningsaftale mellem to parter vil jo altid være en sag mellem netop de to parter. De kender vi alle steder fra. Og deres udspil om en lavere royaltysats end hvad øvrige tjenester giver, kan vel opvejes af deres forventelige noget større volumen. I forvejen taler vi jo om ”lidt mindre af for lidt i forvejen” og YouTubes vigtighed som promotion-platform er jo ubestridelige! Det er jo nærmest karrieremæssigt selvmord IKKE at få sine videoer spredt herigennem.

Men det mest groteske i denne her noget spegede sag, er efter min mening den, at vi her taler om en virksomhed i milliardklassen, der rent faktisk er bygget op på at ”udnytte” andre folks rettigheder – uden at spørge om lov, mere eller mindre kvit og frit og oven i købet beskyttet af loven!

YouTube – med et nærmest de facto-monopol med deres tjeneste - er absurd nok beskyttet af den såkaldte Online Copyright Infringement Liability Limitation Act (OCILLA), der er en del af den amerikanske ”digital lovgivning” fra 1998. I grove træk beskytter den en Online Provider (YouTube) mod ulovlige uploads – såkaldt copyright infringement.
D.v.s. det er personen, der uploader en video, der er ansvarlig for at indhente en tilladelse fra evt. rettighedshaver, og IKKE YouTube. Samtidig er det den ”krænkede” rettighedshaverens ansvar selv at bede YouTube om at fjerne en evt. video igen. Og med den mængde af indhold, der uploades til YouTube – og her taler vi altså om 100 timers indhold i minuttet! – er det jo nærmest umuligt at overskue.

Så det er en meget vanskelig situation, som de uafhængige selskaber står i, og der er ingen tvivl om hvem der har fat i bollerne på hvem, for nu at udtrykke det lettere profant.
Derfor må der også andre og større kræfter på banen for at løse denne sag. I Europa skal EU træde i karaktér, for det her er ikke spørgsmål om at blande sig ”i den frie konkurrence” når det er den slags metoder, YouTube lægger for dagen. I skrivende stund har de europæiske uafhængige pladeselskabers interesseorganisation, IMPALA, netop indgivet klage til EU (læs mere her: http://www.completemusicupdate.com/article/impala-confirms-ec-complaint-submitted-over-youtube-dispute/

De uafhængige selskabers samlede markedsandel udgør faktisk udgør en stor andel af musikmarkedet, repræsenterende en lang række artister både internationalt og herhjemme. Så i den sidste ende kan det måske koste YouTube væsentlige skrammer i lakken (udover dem de har i forvejen), hvis de ikke kan tilbyde deres brugere et fuldt katalog af musik. De er jo netop dybt afhængige af brugerne, og brugere har jo om nogen vist sig at være den helt store magtfaktor i den digitale verden. Så måske ”giganterne” i San Bruno i Californien lige skulle klappe hesten, for nu at sige det lidt kækt. Man kan da håbe.

Tjek nogle af de mange artikler i sagen her, men start gerne med denne meget interessante artikel fra Information vedr. Google/YouTube's såkaldte "absolutisme"! Læs den her: http://www.information.dk/502214


http://www.theguardian.com/technology/2014/jun/18/youtube-indie-labels-music-service

http://politiken.dk/kultur/musik/ECE2320333/youtube-konflikt-peger-frem-mod-et-forandret-internet/

Og så kan man jo måske diskutere hvorvidt YouTube rent faktisk vil lykkes med deres nye streamingtjeneste. Det spørgsmål stiller i hvert fald den anerkendte engelske musikbrancheanalytiker, Mark Mulligan, og forsøger med et svar i flg. artikel:
http://musicindustryblog.wordpress.com/2014/06/18/youtube-record-labels-and-the-retailer-hegemony/