Asbjørn Toftdahl er manden bag Asbjørn and the Strange Ears, for hvem 2011 har været et skelsættende år. Han har via Promus samarbejdet med Jesper Bay, og indtil videre har karrieren bl.a. budt på optræden og gode anmeldelser på årets SPOT Festival, Northside Festival og Smukfest. Læs her om Asbjørns forventninger og planer for den kommende tid.

Ugens Promus-profil: Asbjørn Toftdahl
(Asbjørn And The Strange Ears)

"Efter 14 måneders putten i studiet, er jeg blevet tvunget ud af boblen og ind i photoshoots, musikvideoindspilning og skal lige pludselig forholde mig til deadlines! Ved at beskæftige mig med det visuelle udtryk mærker jeg også, at jeg forholder mig til pladen på en helt ny måde. Trådene samles, og jeg er ikke i tvivl om hvor sangene skal hen, for at helheden vil vise sig. Alle valg lige nu virker altafgørende, og det er jo et enormt meningsfuldt sted at stå!

Jonas Tranberg og jeg har netop lagt sidste hånd på førstesinglen, som kommer ud i løbet af november. Planer omkring udgivelsen ved at komme på plads og jeg kan afsløre, at jeg stadig arbejder tæt sammen med min tidligere Promus-mentor, Jesper Bay.

De næste måneder står dog fortsat på lange nætter i studiet og målrettet musikalsk legestue. Jeg glæder mig enormt til at dele det med nogen – ikke mindst med de fantastiske ildsjæle i Promus, der har støttet op om projektet fra starten!"




Asbjørn blev tidligt en del af Promus' mentorordning, hvorigennem han startede mentorsamarbejde med Jesper Bay - et forløb der strakte sig over et halvt år og er fortsat som et tæt, professionelt samarbejde mellem de to.

Find Asbjørn And The Strange Ears på Facebook!